RØGDYKKERTJENESTEN´s HISTORIE.

RØGBESKYTTELSE.

Ved Christiansborgs første brand i 1794 omkom der mere end 70 mennesker under forsøg på at redde slottets kostbarheder; der berettes herom, at mange måtte betale med livet, at de var trængt for langt ind og havde forvildet sig i slottets indviklede og røgfyldte gange og gemakker, hvor de blev omringet af ilden eller bedøvet af røgen.
Når mange af fortidens brande fik et så katastrofalt forløb, skyldtes det ikke blot brandmandens værgeløshed over for den svidende røg, men især den rædsel, som kan gribe en ellers besindig civilbefolkning ved lugten af brandrøg, og som bevirker, at den i panik begår de mest uoverlagte handlinger.

Røgen var brandmandens værste fjende indtil begyndelsen af dette århundrede.
Blindet og hostende forlader han sin post og trækker sig tilbage på brandstedet vel vidende, at han i modsat fald pludselig kan gå omkuld uden udsigt til at blive frelst, eller i heldigere tilfælde måske pådrager sig en forgiftning, der gør ham uarbejdsdygtig i lange tider.
Hvad fortidens brandmand ikke vidste, men muligt havde en anelse om, var at kvælning indtræder, når kun en fjerdedel af luftens ilt er forbrugt, at tilstedeværelsen af 11 pct. kulsyre i røgen medfører pludselig bevidstløshed og hurtig død, og at blot 0,3 pct. kulilte, som er ganske lugtløs, virker dræbende på kort tid.

Han kendte kun den synlige røg, og beskyttede sig nødtørftigt med et vådt lommetørklæde eller det pragtfulde overskæg stoppet i munden, eller endnu bedre, hvis han hørte til de udvalgte, der medførte en ,,røgsvamp" fugtet i vand eller eddike til at tage for munden.
Datidens ledende brandfolk må med interesse have fulgt de sparsomme meddelelser, som fra tiden omkring midten af forrige århundrede fandt vej hertil fra udlandet om sindrige apparater til beskyttelse mod røgen.
Det var apparater til brug for minearbejdere, der beskæftigede opfinderne, og at interessen for emnet var stor, fremgår af, at Det Kongelige Videnskabernes Akademi i Bryssel udskrev en konkurrence i 1852. Der blev dog ikke uddelt præmie ved denne lejlighed.

Tidligere opfindelser havde det ikke skortet på; men de var næppe kommet længere end til papiret eller til fremstilling i enkelte eksemplarer.
Efterhånden kom der dog apparater på markedet, der kunne bruges, f.eks. en hætte af læder eller stof over hovedet, med en læderslange, der endte i et slags filter. Dette apparat fra 1858 var forløber for senere tiders meget anvendte friskluftapparater.
En anden type, Galiberts apparat, bestod af et gedeskind fyldt med luft til at bære på ryggen. Brugeren var udrustet med næseklemme og udåndingsslange; med tungen måtte han dirigere ind- og udåndingen.

En senere udformning af dette princip har vi nutidens trykluftapparater, hvor gedeskindet er erstattet med stålflasker med almindelig luft under 200 atm. tryk. Næseklemmen er blevet til maske, og i stedet for tungen bruges nu ventiler til at dirigere luftstrømmen. 7'rykluftapparatet gennemgår for tiden en rig udvikling og bruges i skibe og af fabriksværn og mindre brandvæsener.
De første røgbeskyttelses apparater i Danmark fik Københavns brandvæsen i 1867. I disse år var der grøde i udviklingen.
Byen havde fået sin første dampsprøjte (1864), og officererne anlagde læderhjelm i stedet for trekantet hat (1866). Hvordan de nye apparater har set ud, ved man desværre intet om; de er sporløst forsvundet. Man må antage, at de har været af samme type som Galiberts apparat.

En sprøjtefabrikant havde fra Paris fremskaffet et såkaldt ,,Luftapparat, hvormed en Mand bliver i Stand til at bevæge sig i den tykkeste Røg Efter at have overværet forskellige forsøg med apparatet, bestilte brandkommissionen seks eksemplarer, eet til hver vagt. Apparaterne blev afleveret i november 1867, og allerede samme måned kom de første gang i anvendelse ved en brand i Læderstræde nr. 11, hvor de viste sig at svare til forventningerne, idet ,,det blev så meget lettere at opdage Ildens Oprindelse, navnlig på 2' Etage ved en brandfarligt opsat Kakkelovn."
Det vides, at belgieren, dr. Th. Schwann havde udtænkt et apparat i den retning i 1852, men han kom for sent til den før omtalte konkurrence i Bryssel, og først i 1878 hører man atter fra ham.

Denne gang udstillede han de første forsøg på kredsløbapparater, apparater som medfører komprimeret ilt, og hvori den udåndede kulsyre optages i en patron, medens iltmængden stadig cirkulerer. Teknikken var nu videre fremskredet, andre eksperimenterede uafhængigt af Schwann med de samme problemer, og det blev engelske og tyske firmaer, som i løbet af de følgende halvt hundrede år førte denne type frem til en høj grad af fuldkommenhed, således at den nu bruges overalt i gruber og ved større brandvæsener i Skandinavien og Centraleuropa.
Ved Frederiksberg brandvæsen indførtes kredsløbsapparatet omkring 1907, i København først i 1928. I mellemtiden var andre apparater taget i brug.

Friskluftapparaterne var i firserne og halvfemserne undergået en betydelig udvikling med lignende udstyr, som det fra dykkervæsenet vel kendte: Hjælme, slange og pumpe, og havde i mange tilfælde ydet fortræffelig tjeneste ved grubeulykker i Tyskland.
I 1897 fik Københavns brandvæsen sit første friskluftapparat, Kønigs røghjelm, og snart medførte hver sprøjte i byen et apparat, hvilket var af uvurderlig betydning for slukningstjenesten. Strålemesteren kunne nu uden fare opholde sig på brandsteder, hvor han ikke tidligere havde haft en chance; han kunne stige ned i brønde med giftig luft, og var ved ledningsbrud uafhængig af udstrømmende lysgas, ammoniak etc. Slangens længde var ca. 20 m, men andre steder fra kendte man slangelængder op til et par hundrede meter.

I Paris pumpedes frisk luft ind ved en turbine anbragt bag strålerøret.
I København blev disse apparater først afskaffet i 1938; de brugtes ikke meget de sidste år, og havde deres begrænsning i den relativt korte aktionsradius med luftslangen. der let kom i uorden eller kom i klemme. Hertil kom yderligere faren for at få indpumpet røgblandet luft. Forbedrede typer af kredsløbapparatet vandt i stedet mere og mere indpas.

Frederiksberg brandvæsen indførte i 1907 2 apparater fra fabrikken Dräger i Lübeck, der senere afløstes af 5 apparater af mærket Dräger-Tübben uden røghjælm, men med næseklemme, luftslange med mundbid og tætsluttende røgbriller. Det ansås for et fortrin, at brugeren havde hovedet frit tilgængeligt for alle sanseindtryk og dertil uhæmmet orienteringsevne; hertil kom at han havde ilttilførsel under direkte kontrol og kunne regulere den efter behov.

I København indøvede brandinspektør Wiese omkring 1928 brugen af kredsløbapparater, men en stadig vanskelighed bestod i, at kun enkelte af mandskabet kunne øves i brug og vedligeholdelse af disse vanskelige apparater, der var både for dyre, for tunge og stillede for store krav til bærerens konstitution. Det store flertal af mandskabet kunne kun anvende Kønigs røghjælm og savnede i høj grad et ,,allemandsapparat".

Det var en nærliggende tanke at anvende de i første verdenskrig siden 1915 brugte gasmasker i brandvæsenerne, men de forsøg, der blev gjort hermed viste, at krigsmaskerne ikke helt egnede sig til et brandvæsens brug.
Den del af masken, der stadig stod fyldt med udåndingsluft var for stor, synsfeltet for lille, og filtrene fungerede ikke tilfredsstillende ved de giftkoncentrationer, der forekom ved brande.
Senere blev der, navnlig fra tysk side, sat et stort arbejde ind på at skabe en brugelig maske, og i 1927 var man kommet så vidt, at man begyndte at diskutere filtermaske indført til brug for mandskabet.

I 1928 sendtes to brandinspektører fra København og Frederiksberg på et studieophold hos Dräger i Lübeck, og resultatet af deres overvejelser blev i 1930 oprettelsen af den røgbeskyttelses tjeneste, som i store træk endnu er forblevet uforandret, og hvorefter en del af mandskabet specialuddannes og udrustes med hver sit kredsløbsapparat (i København Ca. 110), for hvilket den pågældende har det fulde ansvar.
Ud over denne ,,tunge" røgbeskyttelse udrustes det øvrige mandskab med hver sin filtermaske, (den ,,lette" røgbeskyttelse), som yder brandmanden en vis beskyttelse i almindelig brandrøg, men som dog ikke giver en absolut sikkerhed i alle tilfælde.
Også de øvrige byer i landet fulgte denne linie; hvor man tidligere kun havde nogle filtermasker til fælles brug for hele styrken. Men når det gik højt, et par selvsugere.

Anskaffedes der nu i trediverne næsten overalt filtermasker til hver brandmand, og de større brandvæsener lod uddanne ,,røgdykkere« i brugen af de tunge apparater til fuldstændig røgbeskyttelse.

I årene indtil besættelsen anskaffedes i vid udstrækning kredsløbapparater.
Efter besættelsen fremkom der imidlertid nye og forbedrede typer af trykluftapparater og mange især mindre brandvæsener er nu gået over til brugen af disse apparater, som er en del billigere i anskaffelse og simplere i opbygningen end de mere komplicerede kredsløbapparater.

En væsentlig ulempe ved trykluftapparaterne, hvor udåndingsluften passerer direkte fra masken ud i det frie, er dog stadig, at deres forbrugstid er noget for kort, med mindre man vil forøge vægten ud over det brugelige, men der er vel håb om, at denne hindring engang vil blive overvundet ved opfindelse af stållegeringer, der tillader et højere maximaltryk, i så fald er det sandsynligt, at trykluftapparatet vil afløse det gamle kredsløbsapparat, der nu i mere end 25 år har givet brandmanden den fuldkomne sikkerhed over for røg og giftige luftarter, som han i så høj grad tidligere måtte savne.

Under besættelsen uddeltes et stort antal filtermasker til brug for husvagter, karré- og fabrikværn, og gennem vore dages civilforsvar er masken blevet almindelig, og kendskabet til røgbeskyttelse er ikke længere forbeholdt en snævrere kreds.
På brandstedet er det ikke længere røgen, der i første række truer brandmandens liv og helbred, i dag er det gasflasker, stærkstrøm og brandfarlige væsker det gælder om at sikre sig imod.